-
Mand anklages for at arrangere fem drab
ソース: BDK Borsnyt / 06 6 2025 02:28:06 America/Los_Angeles
En mand er blevet tiltalt for i fem tilfælde at have rekrutteret unge svenskere, der skulle begå drab i Danmark. Det bekræfter Københavns Politi. Den anklagede er 22 år og har været varetægtsfængslet i flere måneder. Nu har anklagemyndigheden altså besluttet at rejse en sag mod ham ved retten. I alle fem tilfælde beskyldes han for at have skaffet unge svenskere til de farlige opgaver. De blev lovet store pengebeløb. Drabene skulle ifølge anklagemyndigheden finde sted nær Herning, ved rockerklubben Comanches' klubhus i Brøndby samt på Amager. Fænomenet med unge svenskere, der hyres til at begå alvorlige forbrydelser, kaldes af myndighederne for "crime as a service" - altså kriminalitet på bestilling. Siden april sidste år har politiet registreret flere end 20 tilfælde i alt, er det tidligere kommet frem. /ritzau/ https://www.berlingske.dk/indland/mand-anklages-for-at-arrangere-fem-drab